Foredrag 16. og 18. oktober 2001.

 

Ølufvad Kro. Ølufvad kro er ofte omtalt som en gammel kongelig privilegeret studedriverkro. Men er den egentlig det, og hvor gammel er den?? Rent faktisk er den ikke kongelig privilegeret, men dog gammel. Bygningerne er fra ca. år 1800 – dengang var der dog ikke kro på stedet. Historien er helt anderledes.

 

                      I virkeligheden er nabogården Vestervadvej 30 meget ældre som ejendom. Slagtergården, Avlinggård (nyt navn), Vagn Holdensens gård, Ølluf Smedje  er nogle af dens navne. Og det er nok bedst at fortælle lidt om den først. Denne ejendom var egentlig en del af det gamle Ølluf by, som blev nedlagt da Ølufgård blev oprettet som hovedgård i 1583. Tilbage blev et hus, der fungerede som smedje. Smeden var ugedagsbonde, dvs. han for fæsteretten til huset havde pligt til at udføre en dags arbejde ugentlig for Ølufgård. I 1664 var smeden desuden felbereder dvs. semsgarver.

                      I 1791 ved frasalget af Ølufgårds fæstegårde, frikøbte daværende smed Ølluf Smedje med jord – og altså som en gård. På det tidspunkt var gården en slægtsgård og udviklede sig til et af sognets mere velhavende gårde. Men efter den tid har gården ikke været slægtsgård igennem mange generationer. De meget gamle bygninger til gården blev udskiftet af nye 1912 – 29. 1941 –72 var gården ejet af slagter Niels Petersen 1941 – 72, og heraf kom navnet ”slagtergården”. Hos ham startede Vagn Holdensen som bestyrer tilbage i 1962.

 

                      Til denne gamle ”Ølluf Smedje” blev i løbet af 1700 tallet tilknyttet en national rytter, som kom til at bo i et rytterhus ved gården. Og det var sandsynligvis forgængeren for Ølufvad Kro. Stedet var ejet af Øluf Hovedgård. Som hovedgård var Ølufgård skattefri, men skulle i krigstilfælde stille en fuldt rustet rytter. Og han kom altså til at bo på forgængeren for Ølufvad Kro og havde fæsteretten over noget jord i Ølufvad – som modydelse for at være rytter.

                      Fra ca. 1778 var rytteren en Søren Hansen eller Søren Vad. Han frikøbte gården fra Ølufgård i 1791 og var på det tidspunkt ikke længere rytter. Søren Vad øjnede muligheder i gårdens beliggenhed ved vadestedet over åen, og vejen hvor mange studedrivere kom forbi. Han søgte derfor år 1800 om bevilling til at drive kro, hvilket mislykkedes – om der var smugkro vides dog ikke.

 

                      Efter ham overtog datteren og svigersønnen gården. Ved deres død 1825 og 1827 blev gården ikke overtaget af børn. Den kom på auktion i 1828 og solgt til Jens Christensen Riber og hustru fra Janderup. Med dem indtrådte en ny epoke i ejendommens historie. 21/2 1830 fik de bevilling til at oprette kro. Og dermed begynder historien om studedriverkroen. –En landevejskro ved et vadested over åen og langs en vej med adskillige studedrivere, der hvert år drev stude og svin nordfra til markederne i Husum og Hamborg. Studedrift var en langsommelig affære, og mange raste behøvedes undervejs.

                      Det gik hurtigt fremad for kroen og 1845 tilkøbte Jens Riber nabogården Avlinggård i Lifstrup. Denne gård blev et par år drevet med bestyrer, men blev herefter lagt ind under Ølufvad Kro. Huset blev udlejet, for herefter at forsvinde o. 1880 (gården lå, hvor Roust Møllevej i dag går ud i hovedvejen. Hovedformålet med dette køb var nok, at studene kunne hvile og græsse på de store hedearealer til ejendommen.

                      Efter Jens Ribers død blev kroen overtaget af sønnen Christen Jensen Riber. Han var gift med Elisabet Nielsen. Hun var vistnok en søster til staldkarlen Anders Nielsen – Anders Staldkarl. Anders Staldkarl var ugift og fast inventar på kroen indtil sin død i 1892. Hans gravsten (bekostet af ham selv) kan endnu ses – det er en særpræget søjlegravsten.

                      I 1889 overdrog Christen Riber kroen til den kun 18-årige søn Jens Christensen Riber. Ham er der mange der endnu husker. Han var den sidste ”rigtige” kromand fra studedrivertiden. Efter et par år blev han gift med Johane Lauridsen fra Tjæreborg. Med hende fik han 3 børn.

                      Johanne Riber døde tidligt, og derefter blev datteren Lisbeth Riber husbestyrerinde for faderen – og kroværtinde. Hun blev på den måde naturligt nok meget tidligt tilknyttet kroen, og det naturlige ville blive at hun skulle overtage den.

                      Den ældste søn Christen Riber fik 1923 en stor del af jorden i Lifstrup og byggede her Åblinggård (hundepensionen). Den yngste søn Laurids Riber fik i 1938 andre 30 tdr. l. hede i Lifstrup til et statshusmandsbrug – Ålykke.

                      Efter Jens Ribers død i 1940 overtog Lisbeth Riber derfor kroen. Ved overtagelsen i 1942 skete der nogle stilmæssige store forandringer ved krobygningerne. Hovedvejen skulle flyttes. Førhen gik vejen på den anden side af kroen, og vejen slog derfor et gevaldigt knæk nede ved åen. For at fjerne knækket måtte vejen om på den anden side af kroen – men det ville kræve at 2 længer blev nedrevet – stalden og laden. Det havde Jens Riber været meget imod, men nu var han jo død, og så skete det. Den gamle kørelade var fra 1863, og tømmeret hertil var hentet fra Hjerting Landingsbro.

 

                      Lisbeth blev synonym med Ølufvad Kro. Hun blev kendt for sit gode humør og sine æggekager. Hun var som bekendt ugift og var næsten altid i kroen. Lisbeth drev kroen til sin død i 1978. Jenny og Laurids Riber drev den derefter et par måneder, men solgte den så til Susanne og Christian Møller. De er begge lærere, men fortsatte med at servere bakskuld og æggekage på kroen i deres fritid.

                      I år blev kroen solgt til nuværende ejere Karen og Tage Poulsen. Som man ser er kroen holdt flot i gammel hyggelig stil. Desværre mangler nogle af de gamle møbler, især det gamle hollandske standur, som forsvandt ved Lisbeths død. Vi håber nu alle sammen at I vil kunne drive kroen videre i den gamle hyggelige ånd med traditionerne med æggekage og bakskuld, og at stedet vil blive velbesøgt af såvel turister som lokale.

 

Ølufvad skole. Den første skole i Ølufvad var et lille stråtækt skolehus, som lå en snes meter sydøst for kroens rejsestald. Det blev bygget samtidig med skolen i V. Nebel i 1829. Der var ingen lærelejlighed til skolen og ej heller nogen fast lærer. I vintertiden havde man en vinterlærer ansat ved skolen, og i sommertiden måtte eleverne gå til V. Nebel, eller læreren i V. Nebel måtte gå til Ølufvad.

                      I 1905 blev der bygget en ny skole, som efterhånden blev udvidet. Samtidig blev en lærer fastansat. Og efter nogle år blev der også nogle lærerinder tilknyttet skolen. Den første lærer hed Mads Karlo Jensen – han døde i 1909. Dernæst ansattes Erik Nogel Eriksen, som var lærer frem til 1932. Niels Rasmussen Hedegård Holm var den næste og sidste i rækken. Han var der frem til nedlæggelsen i 1968. Forinden nedlæggelsen havde skolen 1960 til 1968 fungeret sammen med V. Nebel skole som én skole. De yngste elever blev undervist i Ølufvad, de ældste i V. Nebel. – Efter nedlæggelsen fungerede Ølufvad skole i nogle år som hjælpeskole til V. Nebel skole.

 

 

Øluf Mølle. Nuværende Øluf Mølle hed oprindeligt Skærbæk Mølle og lå ikke helt hvor den er i dag. Den blev oprettet kort tid efter oprettelsen af Ølufgård i 1583. Første gang er den nævnt i 1610. Forinden var der en anden mølle i sognet – og den hed Øluf Mølle. Denne lå i nærheden af det gamle Ølluf by (i nærheden af kroen), men forsvandt i løbet af 1600-tallet efter svenskekrigene.

                      Skærbæk Mølle var en stampe/valke og benmølle. Efter 1857 blev der også indsat pille og maleværk, hvorved der også kunne formales mel og valses gryn. 1880 kom der vejrmølle til, idet der ikke var vand nok til at møllen kunne køre hele tiden.

                      Frem til 1. Verdenskrig blev der malet mel for folk på møllen, men herefter var det utidssvarende. 1923 – 42 var der elektricitetsværk. Men også det blev utidssvarende, idet der kom en transformator til området. Møllen blev derfor nedlagt, men møllehuset eksisterer stadig.

 

Henning Jørgensen 2001

 

Diverse