Nebelgård.
Nebelgård. Ølufgårdsvej 22. Matr. 6a Nebel. Gården udgjorde førhen sammen med
Enggård en af Nebels gamle helgårde, Nørgård, med 5
tdr. 3 skp. hartkorn. 1688 omvurderet til 4 tdr. 6 skp. 2 fdk. Hartkorn. Gården var
i begyndelsen af 1700 tallet delt i de 2 halvgårde
hver med 2 tdr. 3 skp. 1 fdk.
Hartkorn. I 1844 blev gården vurderet til 2 tdr. 6 skp.
3 fdk. ¼ alb. hartkorn.
Gården lå før udskiftningen i 1791 i det gamle Nebel, lidt syd for hvor gården
Nebelvej 10 ligger i dag.
Som fæstegård
tilhørte gården Ølufgård frem til 1789, hvor den blev
frasolgt til gårdfæsteren.
Nebelgård ca. 1920. På billedet ses Dusine og
Peder Clem. Pedersen. Fotograf ukendt.
Vedr. gårdfæstere
før 1800, se ”Bryndum og Vester Nebel før selvejet”
Henning Jørgensen 2016.
Den første
selvejer på gården var Niels Christensen, som frikøbte gården fra Ølufgård i 1789 og blev ved udskiftningen 1791 pålagt at udflytte gården til
dens nuværende placering. Han blev gift med Kirsten Olesdatter
fra Sneum sogn i 1793. Familien blev sandsynligvis ret velhavende, da Niels
Christensen blev medejer af Vester Nebel kirke. Alligevel var gården på papiret
solgt til en Søren Gothardsen 1812 – 1824, selvom de
hidtidige ejere fortsat boede på gården – og de tilbagekøbte da også gården i
1824.
Familien havde
kun et barn, en datter. Og hun overtog ikke gården. I stedet blev gården solgt
i 1838 til Thøger Madsen og Jenge Jesdatter, som
forinden havde haft matr. 22 i Skærbæk. Jenge
Jesdatter var Kirsten Olesdatters brordatter. De nye
ejere flyttede til Stokholm i Hygum i 1841 og solgte gården til Ole Poulsen og
Ane Marie Christensdatter fra Bryndum
sogn. Sidstnævnte flyttede til Rousthøje i 1847.
I 1847 blev
gården overtaget af Jens Bundesen og hustru Kirsten Nielsdatter. De havde
forinden haft Ansager Mølle og oprettede nu vindmølle på Nebelgård. Jens
Bundesen var en driftig mand og var både medlem af sogneforstanderskabet, Ribe
amtsråd og var desuden sognefoged. Ham og hans kone havde fået 8 børn i Ansager
og kun den yngste af deres børn blev født på Nebelgård – til gengæld var det
den yngste af deres børn den eneste, som ikke kom til at bosætte sig i V. Nebel
sogn. Alle de andre børn bosatte sig i sognet som voksne.
Kirsten
Nielsdatter døde 1863. Nogle år efter udstykkede Jens Bundesen jord til 2 nye
ejendomme til hans sønner. Nebelgård afstod han i 1873 til sønnen Andreas Carl
Bundesen. A. C. Bundesen var selv blevet gift i 1867 med Dortea Marie Hansen
fra Roust. De havde i nogle år haft en mindre ejendom i Nebel, og A. C.
Bundesen arbejdede her som snedker. Han døde 1903.
Enken solgte
samme år gården til Peder Clemmensen Pedersen fra Roust. Han blev 1908 gift med
Dusine Fransiska Christenen, en datter af Frands
Christensen fra Hygum Søndergård. De flyttede til Hyldegård
i Hygum 1925.
1925 (Marius)
Arne Bennetsen Lind. Han var fra Aastrup sogn og blev 1930 gift med Asta
Sørensen fra Gørding sogn. 1957 Bror Bech. 1959 Nuværende ejere Metha og
Thorkild Petersen, som forinden havde haft en ejendom i Forumlund.