Lifstrup Vestergård.

 

Lifstrup Vestergård. Gl. Lifstrupvej 4a. Før begyndelsen af 1700 tallet udgjorde denne gård sammen med Mosbjerggård en af Lifstrups gamle helgårde. 1664 var gården vurderet til 5 tdr. 1 skp. hartkorn. 1688 omvurderet til 5 tdr. 2 skp. 2 alb. hartkorn. I begyndelsen af 1700 tallet var gården delt i de to halvgårde, hver med 2 tdr. 5 skp. 1 alb. hartkorn. I 1844 var gården vurderet til 2 tdr. 3 skp. 1 fdk. ¼ alb. hartkorn. Gården blev udflyttet til sin nuværende placering efter udskiftningen i 1794. Før den tid lå gården i Lifstrups gamle bymidte, klods op ad Mosbjerggård.

 

Vedr. ejerforhold og gårdfæstere før 1800, se ”Bryndum og Vester Nebel før selvejet” Henning Jørgensen 2016.

 

 

Lifstrup Vestergård ca. 1910. Fotograf ukendt.

 

I sidste del af 1700-tallet var gårdfæsteren Hans Hansen. Han blev 1777 gift med Karen Jensdatter, en datter af Jens Hansen fra Mortensgård i Hygum. Hans Hansen blev ved udskiftningen i 1794 pålagt at udflytte gården til dens nuværende placering.

Deres søn Hans Hansen fik fæstebrev i 1811 fra Nørholm. Han var gift med Ane Marie Moustdatter fra Grimstrup. De var barnløse, og nyt fæstebrev blev allerede udstedt i 1823 til Ane Marie Moustdatters bror Niels Moustsen/Mogensen. Han var først gift med Edel Kirstine Nielsdatter fra Tobøl, Guldager sogn. Hun døde 1838, og Niels Mogensen blev da året efter gift med pottemagersken Birthe Maria Christensdatter fra Ølgod sogn. Han døde selv 1865.

Sidstnævntes fælles søn Mogens Nielsen blev 1867 gift med Kirsten Madsdatter, en datter af Mads Madsen fra Moesbjerggård i Lifstrup. Han fik samme år fæstebrev fra Nørholm og frikøbte gården 3 år senere. Mogens Nielsen pådrog sig nok stor gæld ved købet af gården. Under alle omstændigheder frasolgte han de efterfølgende år flere parceller fra gården. Herunder blev en ny ejendom frasolgt til en søster og svoger, som i forvejen havde lejet denne parcel siden 1859. Desuden døde mange af hans børn af tuberkulose. Det endte med, at han måtte sælge gården og derefter gå ud som daglejer.

 

I 1889 blev gården overtaget af murermester Vedsted Christensen fra Astrup, som året efter blev gift med Bodil Marie Jensen fra Gunderup i Årre sogn. Deres søn Christen Nielsen Christensen (”Christen Vedsted”) blev 1924 gift med Kirsten Marie Jørgensen, en datter af Andreas Jørgensen, Lifstrupgård, og overtog samme år Vestergård. De frasolgte noget af gården store hedelod samt noget jord til et nyt statshusmandsbrug (som datteren og svigersønnen i øvrigt overtog senere).

Sønnen Verner Marinus overtog gården i 1961. Han var ugift og drev gården til 1983, hvor jorden blev frasolgt. Bygningerne blev da overtaget af nuværende ejere Johanne og Bruno Hvid.

 

Gårdhistorie