Hygum Nørregård.

 

Hygum Nørregård, Hygumvej 45. Matr. 2a m. fl. Hygum. Engang før 1790 lå garden sandsynligvis 100 m mod syd. I 1664 udgjorde gården sammen med Hygumgård en af Hygums gamle helgårde med 6 tdr. hartkorn, i 1681 6 tdr. 2 skp 1 fdk og 2 alb. Gården blev delt i 2 lige store gårde i begyndelsen af 1700 tallet. I 1844 var gården vurderet til 6 tdr 6 skp 2 fdk og 2 ¾ alb hartkorn.

 

Vedr. ejerforhold og gårdfæstere før 1800, se ”Bryndum og Vester Nebel før selvejet” Henning Jørgensen 2016.

 

 

Hygum Nørregård ca. 1900. På billedet Dortea og Jens Gunde Tobiasen. Fotograf ukendt.

 

Den første selvejer på gården var Hans Christensen. Han frikøbte gården 1791 og blev 1800 gift med Maren Nielsdatter, datter af Niels Hansen fra Enggård i Lifstrup. Svigerfaderen var ret velhavende og det samme blev Hans Christensen. Han tilkøbte en del jord og købte halvpart i V. Nebel kirke i 1800.

1819 flyttede familien derfra og købte Krogsgård i Tjæreborg sogn. Hygum Nørregård blev da overtaget af Poul Nielsen og hustru Maren Jepsdatter fra Tjæreborg sogn. Poul Nielsen døde 1836, hvorefter enken året efter blev gift med sin karl Hans Christensen, der var en søn af Christen Christensen fra Hygum (matr. 8). 

Poul Nielsens søn Niels Poulsen blev gift i 1852 med Johanne Lauridsdatter, datter af Laust Hansen fra Grønvang i Nebel. Året efter overtog han gården. Hans første kone døde dog allerede 1854, hvorefter han samme år blev gift med Hansine Hansen fra Roust. Niels Poulsen døde selv 1861, og enken bliver da året efter gift med Peder Jørgensen fra Årre. I 1882 udstykkede de en 50 tdr. l. stor lod i syd til en ny gård Hindmosegård til (sted)sønnen Poul Nielsen.

Familien flyttede derfra i 1888 og gården blev da solgt på auktion til Jens Gunde Tobiesen og hustru Dortea Sillesen. Denne familie havde forinden haft en ejendom i Briksbøl, men overlod nu denne til sønnen. Jens Gunde Tobiesen drev Hygum Nørregård i lidt over tyve år, hvorefter den blev udstykket i 1911– faktisk udsat for gårdslagtning (skete ved en del gårde o. 1910).  Bl. a. blev 2 jordstykker frasolgt til nye ejendomme. Tilbage til gården var 18 tdr. l..  Familien flyttede efter afståelsen til Nebel.

I 1911 blev det resterende Hygum Nørregård overtaget af Johanne og Søren Jensen Bjerre fra Hygum matr. 1a. De beholdt deres hidtidige gård i Hygum frem til 1917, og af stod da Hygum matr. 1a til den ældste søn, som blev gift samme år. Ved salget af deres anden gård beholdt de 72 tdr. l. , som de lagde ind under Hygum Nørregård. Halvdelen af dette jord blev dog atter frasolgt i 1926 til en ny gård for en svigersøn (Tranbergs gård).

Johanne og Søren Jensen Bjerre drev gården til 1928 og afstod den da til den ugifte søn Simon Bjerre. Simon Bjerre, som var en meget aktiv mand indenfor ungdomsforeningen og meget afholdt, døde allerede 1935. Hygum Nørregård blev i stedet overtaget af Hans Larsen, der samme år blev gift med Ottilie Pedersen. Hans Larsen stammede fra Henne og havde været karl på gården. Ottilie var datter af Jens Pedersen fra Hygum matr. 3ai, men var som lille blevet plejebarn hos Johanne og Søren Jensen Bjerre.

Deres datter Grethe Larsen blev 1958 gift med Marinus Søndergaard fra Roust. De overtog derefter gården i forpagtning og overtog den endeligt i 1964. I Grethe og Marinus Søndergaards tid blev Hygum Nørregård atter en stor kvæggård, og der blev tilkøbt en del jord. Deres søn John Søndergaard, gift med Tove Lindholm Graversen fra Rousthøje, købte halvpart i gården 1990.

I 2001 blev gården overtaget af Mette Marie og Ken Bloch, som stammer fra hhv. Næsbjerg og Gellerup ved Varde. De har omdannet gården til en stor og moderne svinefarm.

 

Gårdhistorie